Værdigrundlag for det pædagogiske arbejde i Bofællesskabet Poststrædet 2
Meningsfyldt arbejde baseret på lokalsamfundets behov
Bofællesskabet Poststrædet 2 hænger uløseligt sammen med de to socialøkonomiske virksomheder; Skovsgård Hotel og Råd & Dåd. Bofællesskabet og de to socialøkonomiske virksomheder tilbyder arbejdspladser på særlige vilkår og de tre steder er dybt forankret i lokalsamfundet.
Skovsgård Hotel, Råd & Dåd og Bofællesskabet Poststrædet 2 udspringer af et socialt eksperiment med at integrere handicappede i et lokalsamfund via meningsfyldt beskæftigelse. Bofællesskabet og de tilknyttede to arbejdspladser bygger på et fælles idegrundlag som blev formuleret tilbage i starten af 80’erne - PHIL - ideerne.
PHIL - ideerne danner ramme - dengang og i dag om eksperimentet med at lave beskyttet beskæftigelse, der er forankret og rettet med et behov i lokalsamfundet. Et alternativ til beskyttede værksteder og et opgør med traditionel institutionel tankegang.
PHIL - ideerne
P: Produktion. Der skal være en produktion, som sælges på markedsvilkår. Meningsfuld beskæftigelse rettet mod et behov i lokalsamfundet.
H: Handicap. Der arbejdes på at nedbryde skellet mellem handicappede og “normalbefolkningen”
I: Integration. Aktiv integration i lokalområdet, hvor man ved at bidrage aktivt, bliver anerkendt som en person med ressourcer.
L: Lokalsamfund. Arbejdet skal bidrage aktivt til at sikre fortsat liv i lokalsamfundet.
Empowerment som pædagogik
PHIL - ideerne er bygget op om en ressourceorienteret praksis, hvor ressourcer synliggøres, og der kompenseres for mangler ved at udvikle og fokusere på iboende færdigheder. Alle mennesker har ressourcer og potentiale til at tage magt og ansvar for deres liv, og til at indtage en plads i verden.
Gennem øget bevidsthed kan mennesker indgå som ansvarlige i forhold, der vedkommer dem selv, og det er denne øgede bevidsthed, Empowerment handler om.
Det enkelte menneske er kompetent til at definere og påvirke sin egen situationen. Samtidig er der en afhængighed af den viden og de ressourcer, som de socialpædagogiske medarbejdere besidder, for at man kan ændre på sine livsbetingelser.
Et centralt aspekt er spørgsmålet om magt, og den asymmetri, der følger med den socialpædagogiske relation. Det kræver, at den socialpædagogiske medarbejder anerkender, at ansatte på særlige vilkår/beboere er eksperter i deres eget liv og respekterer deres valg, og går ind i et samarbejde om at nå den enkeltes mål.
Empowerment udtrykker også en samfundskritik, som gør op med ekspertvældet, og som gør opgør med den ulige fordeling af ressourcer og som tror på menneskers evne til at skabe forandring.
Fokus på ressourcer
De mennesker der er tilknyttet Skovsgård Hotel, Råd & Dåd og Bofællesskabet Poststrædet 2 udgør en blandet målgruppe. Fokus er ikke på diagnoser og andre stigma, som deler folk op. Interessen retter sig mod de ressourcer, den enkelte besidder - ressourcer som kan udvikles og som derfor udgør et naturligt fokus for det socialpædagogiske pædagogiske arbejde i bo- og fritidstilbuddet Bofællesskabet Poststrædet 2.
Men der er selvfølgelig opmærksomhed på de forskelligheder (diagnoser), som den enkelte har. Kendskab og viden om diagnoser er en forudsætning for at kunne tilrettelægge den socialpædagogiske støtte i bo-, arbejde-, og fritidssammenhænge.
Der er i høj grad en oplevelse af, at skellene udviskes, når målgruppen blandes og fokus rettes mod det man kan og ikke kan, mere end det at kende sin diagnose og blive sat i bås af den grund.
Anerkendelse
Den tætte sammenhæng mellem bo-, arbejds-, og fritidssituation er et forsøg på at integrere medarbejdere på særlige vilkår ikke bare i et arbejdsfællesskab, men et (lokal)samfundsmæssigt fællesskab.
I den integrationsproces ligger et behov for anerkendelse, hvor den enkelte gennem deltagelse og sit positive engagement anerkendes af (lokal)samfundet. Man genkender sig selv og bliver anerkendt for sit særlige bidrag til fællesskabet.
Det er behovet for anerkendelse, der ligger til grund for PHIL - ideerne, hvor man netop arbejder på at nedbryde skellet mellem den institutionelle verden og det omgivende samfund gennem den enkelte persons aktive bidrag og deltagelse. Derved bidrager en forholdsvis passiv eller pacificeret gruppe positivt til lokalsamfundet og bliver dermed anerkendt.
Grundtanken, som Bofællesskabet Poststrædet 2, Skovsgård Hotel og Råd & Dåd er bygget op på, er at mennesker anerkendes som personer med ressourcer - personer, der kan bidrage med noget.
Identitet og fællesskab
Gennem arbejdet på særlige vilkår udvikler medarbejderen en identitet, som gør at vedkommende kan se sig selv i forhold til andre.
I fællesskabet på arbejdspladsen og i fællesskabet omkring det tilknyttede bo- og fritidstilbud, kan den enkelte identificerer sig med fællesskabet. Man føler at man hører til og de andre i fællesskabet opfatter én som hørende til.
Det er centralt for den socialpædagogiske indsats i Poststrædet 2, at personer tilknyttet bo- og fritidstilbuddet bidrager aktivt til lokalsamfundet og man som beboer derigennem bliver en del af fællesskabet i lokalsamfundet.
Det handler i høj grad om at integrere de mennesker der er tilknyttet Poststrædet 2, Skovsgård Hotel og Råd & Dåd i mere end blot et arbejdsmæssigt fællesskab. Det handler også om at integrere beboere i et samfundsmæssigt fællesskab. I de integrationsprocesser ligger behovet for anerkendelse.
Det er igennem fællesskabet - både det arbejdsmæssige fællesskab og fællesskabet i lokalsamfundet at man udvikler en identitet som gør at man kan se sig selv i forhold til andre. Man bliver i stand til at afgrænse sig fra andre, idet man erfarer at besidde nogle egenskaber og ressourcer, der identificerer den enkelte beboer og ikke alle andre.